Opslag


Mose eller eng - lysåbne arealer, hvor grundvandet står højt

Enge, kær og moser deler man i to hovedgrupper. Den ene hovedgruppe, er de moser, som udelukkende tilføres regnvand, som er meget mineralfattigt. Disse moser kaldes højmoser.

Den anden hovedgruppe er lavmoser, bedre kendt som enge og kær, der får vand fra grundvandet, som er mineralrigt.

Højmose kaldes det, fordi mosen hviler på et op til flere meter tykt tørvelag og højmosen hæver sig op over det omgivende terræn. På mosens overflade vokser store tuer af mosser, Hedelyng, Klokkelyng, Tuekogleaks og Tuekæruld. I mosens lavninger, hvor der ofte står lavt vand, vokser Smalbladet Kæruld og Tørvemos. Lille Vildmose er en typisk højmose. Her er tørvelaget op til 6 meter tykt.

Ved søer og vandløb findes enge på morænejord, som hverken er sur eller kalkholdig.
På enge, der afgræsses eller hvor høet slåes og der aldrig har været gødet, kan der findes en stor rigdom af blomster, f.eks. Engkabbeleje, Engblomme, Engkarse, Engnellikerod, Engtroldurt, Almindelig Mjødurt, Brunelle, Kragefod og Løvefod. Hvis engen ikke afgræsses indvandrer Lodden Dueurt, Kåltidsel, Gærdesnerle og måske Kæmpe Bjørneklo.

Kærene inddeles i fire grupper, afhængigt af, hvilke urter, græsser og halvgræsser, der findes. Fattigkærene har sur jordbund og har færrest arter, mens rigkærene er kalkrige og er de mest artsrige. For at kunne adskille typerne af kær, må man se på, hvilke arter (indikatorer) der vokser.

I ekstremfattigkæret findes Tranebær, Hedelyng og Tråd Star. Overgangsfattigkæret kan kendes på arter som Plettet Gøgeurt og Almindelig Fredløs.

I overgangsrigkæret findes Hjertegræs, Vild hør og Vibefedt og i ekstremrigkæret findes de sjældne arter som Melet kodriver, Hvidgul Gøgeurt, Pukkellæbe, Mygblomst og Bredbladet Kæruld.

Forside
Søgning
Søgenøgle
Anvendelse
Fritekst
Avanceret
Hjælp
Søgeresultat
Opslag
Planter
Familier
Biotoper
Morfologi
Taxonomi
Værksted
Øvelser
Danmarks Flora
Bag projektet
Links
Litteratur
Fotoarkiv
Kontakt